André Rieu - i hans hjemby - Chateau de Raay
Der er endnu en gang lagt op til et gribende og farverigt show, når den verdensberømte violinist André Rieu sammen med sit 50-mand store Johann Strauss Orkester og særlige gæsteoptrædener folder sig ud til den årlige koncertrække under åben himmel i hjembyen. Glæd dig til at opleve violinspil i verdensklasse og fantastiske valsetoner sammen med tusindvis af andre musikelskere på den romantiske Vrijthof-plads midt i charmerende Maastricht.
Selvom koncerten på Vrijthof-pladsen er rejsens helt store musikalske højdepunkt, så stopper fornøjelserne ingenlunde, når den sidste violinstrofe er forsvundet op i den hollandske sommernat. Dagen op til koncerten bruger vi nemlig i Köln, hvor vi går en tur på flodpromenaden langs Rhinen og i den gamle bydel, hvor vi ser byens imponerende domkirke. Og dagen efter den store koncert bruger vi i Maastricht, hvor vi skal opleve seværdigheder som Sint-Servaasbrug-stenbroen og St. Servaas-katedralen, inden vi på fjerdedagen kører hjem til Danmark med sen frokost i Neumünster.